Karen Nielsen (f. Sørensen) født d. 11. august 1939 i Århus. Karen boede hos sine bedsteforældre (mormor og morfar) i den lille østjyske landsby Lillering i sin barndom. Hun kom i huset hos en familie i Husum i sin tidlige voksenalder. I den periode mødte hun Egon Verner Nielsen som hun blev gift med d. 18. november 1961. Sammen købte de et lille hus i Haveforeningen Engly på Amager, som hun stadig bor i. Hun var hjemmegående husmor, hvor hun sørgede for husholdningen og tog sig af sine to børn Kirsten Skjølstrup (f. Nielsen) og Hans Steen Nielsen (f. Hans Christian Nielsen). Efter hendes mands pludselige død i 1985, blev hun kastet ud på arbejdsmarkedet igen, hvor hun gjorde rent på Flådestation Holmen og i en børnehave. Karen har fire børnebørn som hun lige fra starten af har passet og besøgt så ofte det lod sig gøre. I sit otium nyder hun sin have, spiller petanque, går til gymnastik samt rejser når det er muligt både i Danmark og Europa.

Barndomshjemmet i Lillering

Lokalområdet på Amager, som det så ud i 1956.

Nedenstående er fra en artikel i H/F Engly's interne tidsskrift og den interne del af H/F Engly's hjemmeside i 2026. Denne lille fortælling fortjener dog at blive offentliggjort....
 

• H/F Engly

Karen er den person der har boet længst tid i Engly. Når man træder indenfor i Karens lille fine hus i have 61, er væggene fyldt med familieportrætter og stuerne emmer af fortællinger om et langt levet liv med 2 børn, 4 børnebørn og 1 oldebarn. Og det er ikke så underligt, for Karen har boet her altid, i de 64 år der er gået siden Karen og Egon købte huset i 1961. Her har hun levet med sin mand, født og opfostret sine børn, og levet et langt liv med sorger og glæder.
 

• Opvæksten ude på landet

Karen blev født i 1939, kort før 2. verdenskrig. Hun voksede op i Lillering, en lille landsby lidt uden for Aarhus. Karen blev født "udenfor ægteskab". Dengang var det ilde set og svært for unge enlige mødre at klare sig, så bedsteforældrene fik plejetilladelse og tog sig kærligt af Karens opvækst.
Bedsteforældrene arbejdede på en gård, hvor de boede i halvdelen af et lille hus tilhørende gården. Karen fortæller at de arbejdede hårdt fra tidlig morgen til sen aften. "..Vi havde gratis logi og fik kartofler, kød og sådan fra gården, men dengang var det jo ikke sådan, at man fik penge for det. Man skulle selv ind på gården og bede om dem. Så gik bedstefar ind og fik 100,- kr. og de kunne jo slå til længe."
Da Karen efter 7. klasse fyldte 14, blev hun sendt ud og "tjene" på en gård. Det var normalt ude på landet dengang. "..og det var hårdt, for jeg savnede jo sådan dem derhjemme. Dengang havde man kun fri om søndagen, hvor jeg så kunne cykle hjem på besøg".
 

• Næste stop København

Efter tjeneste på to gårde og et bageri, tænkte Karen, at nu måtte det være på tide at prøve noget andet end bare være på landet. Gennem en annonce i avisen blev hun ansat i huset hos en familie i Husum. Her arbejdede hun i 5 år og boede på et værelse i nærheden.
Karens mor boede lige ovre i Tingbjerg med mand og 5 børn og det var her, at Karen til en nytårsfest i 1960, mødte sin kommende mand Egon. Det gik stærkt og allerede i sensommeren '61' havde Egon købt huset her i Engly nr. 61 og den lille familie flyttede ind.
 

• Om Engly i 60'erne og 70'erne

"..Dengang lå Engly jo langt udenfor byen. Der var gartnerier og marker derhenne hvor Dyvekeskolen ligger i dag. Selv hernede i svinget af Kongelundsvej, hvor man drejer ind på Røde Mellemvej til Engly, lå der drivhuse og gartneri" siger Karen og fortæller at der allerede dengang boede mange herude hele året. Det hed sig, at man kunne blive smidt ud med 3 måneders varsel, men så skulle kommunen også skaffe een et nyt sted at bo..
"..Dengang gav vi 15,- kr. i haveleje og hver d . 1'e søndag i måneden skulle man ned i bestyrelsesskuret og betale til bestyrelsen. Bagefter gik man så over i marketenderiet, hvor børnene fik lov at snolde hos "Fru P" som vi kaldte hende, og de voksne fik sig en hyggesludder."
Der var indlagt vand og strøm, men der var ingen belysning på havegangene de første år, så det kunne godt være lidt utrygt at komme hjem om aftenen. Afløbsbrønde måtte man selv grave. Vi havde toilet ude bagved huset og så kom "Chokoladebilen" en gang om ugen og tømte latrinspandene. Vi havde en petroleumsovn med tank til opvarmningen samt to gasblus og en gasovn - en flaske gas kostede kun 11,- kr.
I vinteren 1962, lige efter Karen havde født sin søn, var det så koldt, at vandet frøs til is og alle måtte op på Englandsvej og hente vand fra en vandhane der. På Englandsvej lå der dengang også butikker som bageri, slagter mv.
Festpladsen (*) var omdrejningspunktet for det sociale liv i Engly. Her legede ungerne og spillede bold, og her var Marketenderiet, hvor man kunne handle og få sig en sludder. Det var her man gik ned i telefon skuret (bytteskuret) for at ringe til familie og venner og her man holdt sommerfester, fastelavn, fejrede Sct. Hans osv. "..dengang var der jo næsten ingen biler. Vi havde jo ikke råd til den slags, og mange af dem, der havde biler, parkerede dem inde i haverne. Så ungerne kunne trygt lege dernede! . . Sommerfesterne bestod bare af en ladvogn med et par højttalere på og så slæbte vi allesammen vores borde, stole og hvad vi nu havde i køleskabet med derned og så blev der altid danset og festet til den lyse morgen" fortæller Karen.
Dengang var der heller ikke restriktioner på flyene som i dag, så der var ret ofte fly, der landede eller lettede over Engly. "..Det vænner man sig til" som Karen siger. "..Hver gang der kom en flyver, tog Egon vores søn op på armen - Se! - og det er jo nok derfor min søn er endt som flyveleder i dag" siger Karen og smiler. "..Det var også på grund af flyene, man sagde, at vi ikke måtte bygge så højt. Men ellers kunne man bare bygge som man ville. Der skulle ikke laves ansøgninger alle mulige steder, som i dag."
 

• Årene der gik

I begyndelsen af 80'erne blev Karens mand fyret efter mange års hårdt arbejde og tro tjeneste hos Sukkerfabrikken og senere LK-NES. "..det gik ham meget på, at han ikke længere kunne få noget arbejde, at jeg faktisk tror, det var årsagen til at han dannede en svulst i hjernen og senere døde i 1985, - alt, alt for tidligt' siger Karen. Hun havde indtil da, været hjemmegående, passet børnene og hjemmet, men blev nu kastet ud på arbejdsmarkedet igen for at kunne klare sig. Hun fik først nogle få timers rengøringsarbejde ude på Flådestation Holmen og supplerede det med nogle private kunder. Senere lykkedes det at få fuld tid, frem til hun kunne gå på pension.
 

• Idag

"..Jeg har det så godt her i Engly og kunne slet ikke forestille mig at ende i en lejlighed", siger Karen. "Her er så trygt og godt og jeg har jo alle mine børn og børnebørn, der hjælper mig og tager sig af mig. Min dagligdag går bl.a. med gymnastik, petanque, familie og så rejser jeg med venner og bekendte. Jeg snakker da med folk her omkring hvor jeg bor, men jeg deltager ikke længere så meget i det sociale liv her i Engly; der skal ske så meget og alle de ting med grise, popcornmaskiner, larm og postyr til sommerfesterne - Næh, jeg synes det var meget mere enkelt og hyggeligt i gamle dage! - vi snakkede og kom hinanden mere ved, der var mere fællesskab dengang."
Karen fortæller om en episode til at illustrere trygheden: En meget tidlig morgen havde hun været ude i postkassen og gik lidt rundt i haven. Sørine der bor overfor hørte det puslede derinde og så sensorlampen blev tændt og hun var straks løbet ind til sin far, der kom over og bankede på og spurgte om alt var ok! ".. Vi passer på hinanden her i Engly og det føles så trygt at bo her!" siger Karen.

(*) Den nuværende P-Plads. Dengang var P-pladsen/festpladsen asfalteret og legepladsen eksisterede ikke. I havemandens skur var der fælles toiletter (das), som blev tømt ugentligt af kommunen. Her var Marketenderiet (i nr. 13) o g i Telefonskuret (bytte skuret) var der en mønttelefon. Fællesgrunden som vi kender i dag, blev dengang beboet af den gl. kasserer Morten Ryde frem til 1987, hvor foreningen købte grunden.

Rosengangen 36, som Engly 61 hed tidligere, ses her til højre med den flotte og skarpe hæk.